fyldt til randen med følelser..

jeg kan næsten ik rumme flere følelser... Jeg er i forvejen fyldt af det sporadiske sindssyge der giver mig teenageflashbacks, og har som altid et svulmende stolt moderhjerte, nu ringede Svesken også. Svesken er min veninde fra klassen.. vi er blevet meget tætte, og vi følger hinandens daglige strabadser;) Hun har de sidste to måneder været forelsket i en fyr. En fyr der også har vist tydelige følelser for hende. Kender i det der med når to mennesker er sammen så gnistrer det så meget at andre mennesker endda kan se det? Sådan har det været for de to. De har aldrig været sammen, har aldrig kysset. Fordi..... han har en kæreste. I går har de så været til fest sammen, og Svesken havde endelig mandet sig op til at fortælle ham hvordan hun føler, og at hun simpelthen er nødt til at bede om noget afstand, fordi hun ikke kan holde til at de er sammen uden at være sammen. Og det gør mig bare så stolt! At hun turde kaste sit hjerte for hans fødder, at hun turde åbne op og være ærlig. At hun turde. Især fordi han selvfølgelig har det på samme måde, men ikke har villet indse det. I aften skal han så snakke med sin kæreste om det hele.. om at han har følelser for en anden. Det føles totalt som en sæbeopera, men en som jeg lever med i. Fordi hvis han sårer Svesken.. så sårer han også mig. Så jeg håber virkelig... virkelig virkelig virkelig på at få et opkald fra svesken hvor hun fortæller at han er gået fra kæresten.. de er simpelthen så rigtige sammen de to... så nu er jeg ængstelig, spændt, forhåbningsfuld og skræmt på hendes vegne...

Som sagt.. det er lige før jeg brister af følelser!!