torsdag den 30. december 2010

året der gik...

I morgen klokken midnat starter et nyt år. For mange betyder det også en ny begyndelse. Det gør det ikke for mig. Jeg fik min nye begyndelse her i 2010. Så i stedet for at se frem, på et år som jeg allerede nu har en positiv fornemmelse for, så vil jeg hellere se tilbage. Se tilbage på 2010 som året, hvor mit liv blev vendt fuldstændig op og ned. Så med lidt inspiration fra Bridget Jones og Nynne:

Alder: 28
Børn: 2
Husdyr: 3 milliarder (primært edderkopper og fnullermænd) en mindre end sidste år.
Graviditetstests: ingen (tak tak tak tak tak)
Kønssygdomme: 1 (den uddyber vi ik lige)
Mænd: øhh..... 12!? (heraf 2 faste forhold, Eksmanden og CM)
Job: 2
Skilsmisser: 1
Økonomi: MEGET dårlig.. stadig ingen købere til huset, så krydser fingre for Eksmanden
Frisurer: 3 (hanekam most preforable yndlingsfrisure EVER)
Forældre: 1 (og en halv)
Venner: mange... og glad for dem alle!
Rejser: ingen.. Det skal der altså gøres noget ved!
Koncerter: 14! NICE (det er så inkl. en festival og en grøn koncert.. men alligevel!)
Ishockeykampe: 2
Fodboldkampe: 1
Svigermødre: 2
Frostskader på rør: A L L E!
Tømmermænd: meget færre end fortjent
Fyre under 18 jeg har kysset: 1 (OG DET ER EN FOR MEGET!)
Rynker: ingen so far.. må have gode gener et eller andet sted fra
Bekymringer: alt for mange
Lykkelige øjeblikke: flere end man lige skulle tro
Tatoveringer: 6. 2 mere end sidste år
Livsændrende øjeblikke: 2

Alt i alt, har 2010 været et år, hvor mit liv er blevet revet fuldstændig fra hinanden, og sat sammen igen. Et år hvor jeg har prøvet meget, og fundet mig selv i processen. Et år hvor jeg er blevet meget såret, og meget lykkelig. Et år hvor jeg er blevet mig. Et år hvor jeg har lært, at jeg er stærkere end jeg troede på nogle områder, og svagere på andre. Et lærerigt år. Og året slutter bedre end jeg kunne have håbet på. Jeg er glad. Jeg har to fantastiske børn, og er kvalmende forelsket. Jeg glæder mig allerede til næste år!

onsdag den 29. december 2010

så blev julen overstået....

Det der jul der.... det har været en mærkelig størrelse i år.

Selvfølgelig har det været underligt fordi det er den første jul siden skilsmissen, men der har også været mange andre ting, uventede oplevelser, både positive og negative.

Min jul startede d. 23... Jeg var forberedt på at det ville være mærkeligt. Og havde egentlig overhovedet ikke kunnet finde forventningens glæde frem. Men det var med ungerne, og det var en fantastisk dag. Aldrig har jeg brugt SÅ få penge på julegaver, og aldrig er de blevet modtaget med så stor glæde. Fantastisk at dem jeg holder af forstår betydningen af en gave, og ikke bare er overfladiske og materialistiske. ISÆR børnene. Da Sønnen fik sin gave fra mig.. som var en Transformer mere til samlingen, stoppede han simpelthen med at hente flere gaver, og ville hellere lege med den. Det var en fantastisk følelse. Vi fik lækker mad, homemade by yours truly, og havde det tætteste familie på besøg. Det var uden tvivl en succes uden lige.

Dagen efter var det så d. 24. Og det var nok lige en mærkelig følelse! Fordi jeg hyggede jo bare med ungerne indtil klokken blev 12, og deres far kom og hentede dem. De blev sendt afsted og jeg pakkede alle de gaver jeg skulle have med, og drog med bussen til Kolding. Fra Kolding skulle jeg videre med toget sydpå, for at holde jul hos Romantikeren og hele hendes familie, I Kolding havde jeg fornøjelsen af at opleve mennesker både fra deres bedste og deres VÆRSTE side! Ser du... der var både aflyste toge, og massive forsinkelser! Jeg ventede f.eks 2 1/2 time på at komme med mit tog. Det første var aflyst, det næste forsinket. Og så ser man virkelig folk fra sider man normalt ikke gør. Der var både de utilfredse, ophidsede og ubehagelige. Men så var der også de andre. Alle dem der klumpede sammen og kom nærmere hinanden. Mennesker der på kryds og tværs snakkede om hvor de skulle hen, hvem de var, hvordan og hvem de skulle holde jul med. Det var det gamle ægtepar der havde flæskestegen med i et indkøbsnet. Den var allerede tilberedt, så hvis det gik helt galt med ventetiden foreslog kvinden at vi bare ku gå igang med at gnave i den! Der var havnearbejderen fra Esbjerg, som var enlig far, og skulle hjem til sin ekskone og børnene og holde jul efter en lang arbejdsdag. Der var pigen fra København, med det alt for upraktiske tøj, som bare gerne ville hjem til sin familie, og som bare frøs og frøs. Der var hele den rødhårede familie, som var pakket ind i overtrækstøj og bare tog det hele med et smil. Og midt i det hele stod jeg. Og blev lidt glad indeni over at der også findes den slags mennesker.
Endelig inde i toget.. var der konduktøren som slet ikke ville se billetter, fordi som hun sagde: "jeg er bare glad for at vi har fået jer ind i varmen!"
Jeg kom til Rødekro og blev hentet af Romantikerens far, og derefter fulgte en rigtig hyggelig aften i selskab med hele deres familie. En skøn familie var det. Og en skøn aften var det også. Og tænk engang.. det var endda også nogle rigtig gode gaver! Selvfølgelig var det underligt og føltes en smule forkert, men i det store hele var det en positiv oplevelse.

Det har været nogle oplevelsesrige dage.. men også nogle dage der har fået mig til at være taknemmelig over nogle ting som jeg måske ikke altid får værdsat.

torsdag den 23. december 2010

"Ej mor har du en kæreste!?"

så oprandt dagen.
Den dag der har været analyseret, vendt og drejet i mit hoved, siden første gang jeg overhovedet overvejede at vi kunne blive kærester... CM har mødt mine børn. Vi har kendt hinanden i... 3 1/2 måned. Det er nok egentlig lidt tidligt, det er ihvertfald den holdning jeg har mødt fra nogle. Men det har været meget velovervejet. Han ville helst ik være alene, så han sprang lige med på en aftale, jeg i forvejen havde med en veninde. Og selvfølgelig gik det fint... Det var lidt mærkeligt, og han var meget stille, men både Sønnen og Datteren tog det helt stille og roligt. Jeg havde på forhånd fortalt at det var min kæreste. Hvilket jo så førte til at Datteren med stor bebrejdelse i stemmen sagde: "ej mor har du en kæreste!?" Simpelthen for dårligt at jeg ikke havde fortalt hende det.. altså... hun er jo næsten 6! Anyways, så følte hun sig ihvertfald en smule berettiget i harmen over ikke at vide sådan noget :D

CM og veninden kom ved aftensmadstid, og så var det ellers stille og roligt. Maden blev spist, vi så Peter Pedal og spiste is, og så skulle børnene puttes. De fik at vide, at de skulle gå ind og sige godnat. Og så skete der noget jeg ik engang havde turdet håbe på..

Datteren fløj lige i armene på en meget overrasket CM for at få godnatknus... der smeltede mit hjerte, og jeg kunne ånde lettet op igen. Fordi det var jo altafgørende det her. Hvis ikke han kan omgås børnene, eller de ikke kan omgås ham, så er der ingen fremtid for os to sammen.. Men det gik bedre end forventet. Selv min følsomme lille bisse af en søn accepterede fuldstændig CMs tilstedeværelse. Sønnen var hverken omklamrende, utryg eller på nogen som helst måde negativt indstillet. Det var mildest talt en bragende succes.

Så det er en meget lettet LMP der skriver det her indlæg, med udsigt til at føle sig som et helt menneske inden for rækkevidde! Fordi den aften, hvor jeg havde dem alle samlet... det kan slet ik beskrives i ord hvor skønt det føles for mig.. Det er så fantastisk at mærke at der er noget som bare lykkes. Helt uden at skulle kæmpe for det. Selvfølgelig vil der komme reaktioner fra børnene på et tidspunkt, men lige nu.. lige nu føles det bare så rigtigt.

mandag den 20. december 2010

pissetræt af det her...

kender i det der med at nogen mennesker bare kan pisse en af? også selvom man faktisk ik rigtig kender dem? Sådan har jeg det lidt med CM's mor. Hun er skidesød overfor mig! Der er ingenting der. men. og det er et stort MEN. Jeg er simpelthen for gammel til at have en kæreste, der bliver behandlet som et barn. Jeg magter det ikke. Jeg kan ikke klare at hun ringer til ham flere gange om dagen, for at høre om han er stået op? er kommet i skole? har rene sokker på? Og det er ikke noget jeg overdriver det her... det gør hun vitterlig!
Det er 3 år siden han flyttede hjemmefra.. man skulle næsten tro at hans mor efterhånden har indset, at han faktisk er voksen, at han godt kan klare sig selv. Hvis min mor havde opført sig sådan... så havde jeg kvalt hende!! Jeg flyttede meget tidligt hjemmefra som 16 årig.. og selv dengang var min mor ik sådan!
Jeg får en frygtelig trang til at tage hjem til hans mor, sætte hende ned, og forklare hende at hun er nødt til at give slip på ham!! At han er et voksent menneske!! Han kan sagtens selv finde ud af at stå op, gå i skole OG tage rene sokker på! NEJMEN er han ikke dygtig da!?

Sarkasmen til side... så er det her faktisk enormt frustrerende. Ikke mindst for ham. Fordi han har virkelig prøvet. Selv hans brødre har prøvet at snakke med hende om det. Og lige lidt hjælper det. Det er utroligt at hun ikke indser hvad konsekvensen af den her opførsel kan blive... Uanset hvad, så er jeg enormt træt af det. Jeg er simpelthen for gammel til det her.

(Og nej Leo, han er ikke teenager!!)

søndag den 19. december 2010

de der skide følelser...

Jeg tror aldrig, jeg har prøvet det før. Den der følelse af, at savne nogen SÅ vanvittigt meget. At det ligefrem gør fysisk ondt. For lige at bruge en kliche... at det føles som om en del af mig mangler. At vågne rystende op midt om natten, fordi jeg drømmer at han er der, og han så ikke er. Er det normalt? At være så sindssygt afhængig af et andet menneske?

En af mine veninder sagde til mig, at nu er de første tre måneder gået, så den der sindssyge forelskelsesfase skulle efterhånden være overstået... hvorfor blir det så bare værre og værre? Hvorfor bliver jeg mere og mere afhængig af ham? Føler mig mere og mere sårbar? Jeg troede det var meningen, at det var i starten, det skulle være vildest.. Men de følelser her.. de blir kun større og mere vanvittige. Han har fået mig til at tænke for evigt. Det har jeg aldrig gjort før. Ved Eks'en var det nærmest sådan en slags "naturens gang". Efter kærester kom flytte sammen, forlovet, huskøb, Datteren, Brylluppet og Sønnen. Men ham her? det er noget helt andet... Der er ingen naturens gang. Det er vanvittigt. Især fordi der stadig er en masse ting der skræmmer mig! Men det er som om, at det der er imellem os, det bare føles så rigtigt, at resten af verdens ideer, regler, tanker, fordomme, og "plejer" bare slet ikke er med i ligningen.

Men hvordan forklarer man det så for verden? For venner, familie og lign. som står undrende hen? De fleste af mine venner, dem som er tæt på, de forstår. Ikke fordi de forstår hvor vanvittigt det er, men fordi de bare er glade for, at jeg er glad. Min mor er begyndt at forstå, efter hun har mødt ham, og set os sammen. Men hvad med resten? Hvordan forklarer man at det er ligegyldigt hvor gamle vi er? Hvor forskellige vi er? Hvor ens vi er? At vi er to helt forskellige steder i livet? Og med så mange forskellige erfaringer? Som alligevel bare er så ens... Hvordan forklarer man at det ingenting betyder? fordi det vi har, det betyder alt.

KL skrev til mig for et par måneder siden, at jeg skulle være forberedt på at det ikke holder. At den følelse jeg gik med dengang, den ville forsvinde lige pludselig, og så ville jeg stå såret tilbage. Men jeg tror så meget på det her, at selv den del af mig selv, som jeg aldrig giver væk, den del jeg aldrig før har givet væk, den der allerinderste del..... den har jeg givet væk. Jeg er blottet 100 %. CM mener det er derfor at savnet er så stort. At følelserne er så vanvittige. Fordi vi begge to har givet os selv fuldt til hinanden. At det er sårbarheden, ærligheden. Jeg ved det ikke... men jeg ved at det er vanvittigt, sindssygt, rablende og stort.

torsdag den 16. december 2010

kan næsten smage friheden....

eks'en gjorde noget overraskende sødt i går aftes.. og det fik i den grad alarmklokkerne til at ringe! For første gang, siden dengang han skulle fortælle at han havde fået den første kæreste, tilbød han at hente mig på arbejdet, "fordi han alligevel havde noget at snakke med mig om"

ÅH NEJ tænkte jeg så! Jeg magter simpelthen ikke flere kærester lige nu..

Og nej! Det handlede ikke om en kæreste. Det handlede om et hus. VORES hus. Det hus som han flyttede fra for 8 måneder siden. Hvorefter det blev mest mit.. og kun hans på papiret. Det hus som har stået til salg i 7 måneder, med meget lidt gang i salget. Det hus som hænger mig langt ud af halsen. Ikke fordi det er et fesent hus... nej det er faktisk ret fantastisk, og jeg har elsket at bo her, men fordi det holder mig fast. Det holder mig fast i den fælles fortid med Eks'en. Det holder mig fast både økonomisk, men et eller andet sted også følelsesmæssigt. Jeg kan ikke starte HELT forfra, før jeg får et andet sted at bo. Og det kræver jo så at huset bliver solgt...

Og ved du hvad? Det var lige præcis det han foreslog. At han skulle købe huset.

og... hvad skal jeg nu synes om det?

fedt, fantastisk, uforståeligt, kringlet, godt for børnene, forvirrende for børnene, mærkeligt at forestille sig, jubii at jeg kan komme videre, alt på en gang?

Han vil ihvertfald undersøge muligheden, men sys lige han ville vende det med mig først.. jamen... altså.... tak!

og så krydser jeg ellers fingre nu!!!

onsdag den 15. december 2010

jeg mødte en læser!

jeg var til koncert i weekenden. Det var min ene fødselsdagsgave fra CM.

Opvarmningsbandet kom på, de var overraskende gode, og vi kom tilfældigvis i snak med to piger. JA jeg havde mærket oppe i nakken, og den ene pillede det ned! Nå men anyways.. vi snakkede lidt med dem, de komplimenterede mit hår (ja SÅ var de inde i varmen!!), opdager min Yoda, og pludselig udbryder den ene: "hvaa øhh du har ikke en blog vel?"

HOLD NU OP hvor var det en surrealistisk fornemmelse! Fordi JO det har jeg jo! Og da hun bagefter vendte sig om og sagde til CM, at så måtte han jo være den nye kæreste, vidste jeg simpelthen ikke hvordan jeg skulle reagere! Tænk engang der stod pludselig en fuldstændig fremmed, som havde et helt specielt indblik i mit liv. Det var på en gang sindssygt sjovt, og sindssygt skræmmende! Nu viste hun sig jo så at være fuldstændig sød og rar, og tydeligvis også med fabelagtig musiksmag, men helt ærligt... hvad er oddsene? Hun bor ikke engang i samme by som mig. Vi mødtes til en koncert med et band som de færreste kender, og hvor der måske var... 200 mennesker til koncerten. Verden er et forunderligt sted!!

Og hey.... Hvor ER Simon Pernille? :D

torsdag den 9. december 2010

jeg er bange

der skal meget til at gøre mig sådan rigtig bange. Jeg har selvfølgelig alle de der fobier som alle andre mennesker har. Så jeg er da hverken ret vild med højder, mørke eller klovne. Men sådan rigtig bange.. det blir jeg sjældent. I dag var jeg ved lægen. Har du nogensinde prøvet at se din læge, se mere og mere bekymret ud for hvert spørgsmål hun stiller? Jeg fik taget en masse prøver, og skal derind igen om 14 dage. Men det her er altså bare ikke noget at spøge med... Hvis jeg er heldig, så er det en slem betændelse... Hvis ikke.. så er det som minimum celleforandringer, måske endda livmoderhalskræft.
Og det skræmmer mig!
Min mor har fået fjernet hele sit underliv.. af samme grund. Og det var en MEGET grim omgang for os alle. Hun fik en depression ovenpå, og det var et rent helvede. Så jeg kan slet ik finde ud af at håndtere det her. Fordi det er virkelig noget der skræmmer mig. Det rammer derinde, hvor jeg er 5 år gammel, og bare gerne vil krybe på skødet af min mor eller far, og have at de skal fortælle mig, at alting nok skal blive ok. Men jeg er bare alt for gammel, alt for voksen, og desværre også alt for klog, til at det ville hjælpe. Jeg ved jo godt hvad risikoen er, jeg ved hvorfor, hvordan og hvorledes.
Nu er der jo ligesom ingen grund til at tage sorgerne på forskud... Men for fanden hvor det bare fylder meget indeni. Også selvom jeg sandsynligvis bare slipper "med skrækken"

tirsdag den 7. december 2010

dobbeltdate min bare.....

nu er jeg jo blevet en del af kærestefolket. Hvilket der jo ik rigtig er nogen tvivl om, at jeg er HELT tosset med... (er stadig helt teenageåndssvag med ham altså) men! Og ja det her det er et STORT men! hvad fanden skal de der dobbeltdates til for?? CM går voldsomt meget ind for konceptet og jeg hader det! Jeg hader tanken om at skulle se andre mennesker sådan... "fordi de også er et par" Jamen undskykd hvis jeg lige går ud og brækker mig!! Jeg vælger jo ikke min omgangskreds på, hvem der har kærester eller ej.. næh de blir sørme valgt på noget så utænkeligt som personlighed. Og jeg kan SIMPELTHEN ikke forstå det der med dobbeltdates...

CM og Sveskens nye kæreste er helt enige om at det da er klart det er noget vi skal gøre det i.. Svesken og mig er jo rigtig gode venner, og de svinger bare sammen de to, så det er åbenbart den naturlige følgevirkning... ØHH NOT!
Ja og igår.. der kom Kinky også lige på banen. Jo jo så nu har jeg i et øjebliks svaghed, lovet at tage CM med til fårking dobbeltdate, med Kinky og hendes kæreste på torsdag... jeg hader mig selv for at ha sagt ja..

(men synes måske også godt jeg kan se det hyggelige i at være sammen med dem..... schyyy det siger vi ik til nogen!!)

fredag den 3. december 2010

so little time!!!

Jeg er træt af at mangle tid. Jeg føler, jeg har travlt på alle områder af mit liv. Og det er mig, og kun mig (og seminariet jeg kan takke for det)
Det er, hvad man får ud af, at forsøge at få en hverdag til at hænge sammen, med en kæreste man kun ser i ulige uger, og børn man kun har i lige uger, for at savne kæresten i de lige uger, og børnene i de ulige. Det er hvad man får ud af at forsøge at kompensere for at være hhv. deltidskæreste og deltidsmor. Det er hvad mån får ud af at forsøge at vedligeholde venskaber, og hjælpe hvor man kan, når man i virkeligheden altid ender med at skuffe.. fordi man rent faktisk ikke har tid, og bare ikke selv kan se det i øjnene.

Når man så smider 4 opgaver som allesammen skal afleveres indenfor den nærmeste fremtid, og 2 undervisningsforløb i hhv en 6. klasse, om filmmediet, og en 8.klasse, om engle (hvem fanden fik også den ide!?) som skal ligge klar til om 14 dage (det om engle er ik engang påbegyndt... DØDSSYGT EMNE ALTSÅ) så ender det bare op i en stor omgang TRAVLHED! Nu er jeg af natur ik sådan lige til at stresse.. jo jo jeg kan sagtens køre mig selv helt op i en spids og gå fuuuldstændig i selvsving over en eller anden detalje, men i det store hele er jeg egentlig ret nede på jorden.. Men det her, det er simpelthen for meget, selv for mig!

SÅ mit hjem ligner et bombet lokum, min mor er indkaldt til undtagelsestilstand (vasketøj, rengøring osv.) og Fodboldvennen er klar til studiegruppearbejde.. NU skal de fandme arbejdes af de opgaver! Jeg vil forsøge at blive bedre til at vurdere hvad jeg rent faktisk kan og ikke kan nå, UDEN at glemme hvor vigtigt det er at pleje vennerne, så jeg forhåbentlig kan forsøge at få hverdagen som mor og kæreste til at hænge sammen.

BUM BASTA!

torsdag den 2. december 2010

det der med jul...

jeg er vild med jul.

Ikke på den der "vi hænger nisser op allevegne og lader som om at vi alle er glade"måde, men på den der... hvor er det skønt at købe gaver til dem man elsker, hvor er det skønt at have en lejlighed til at samle familien, hvor er det skønt at der er lys i træerne, og man kan stå på skøjter i slotsgården, hvor er det skønt.

Vi har ikke så mange juletraditioner i min familie.. men der er en der virkelig betyder noget. Hvert år til jul skal vi besøge min fars grav, og derefter til Tønder til julehygge. Det der med at besøge min fars grav er noget jeg stort set kun gør til jul. For det første fordi der er lidt langt, og for det andet fordi gravstedet ikke som sådan har betydning for mig. Men det er fantastisk at komme derned med børnene og snakke om morfar og om alle de ting det indebærer. Bagefter fortsætter vi til Tønder. Jeg er vokset op i Tønder, og derfor har den juletradition rødder i mig. Der bliver stillet julehytter op, som nærmest fylder hele den der lillebitte by, og så er alle butikkerne nærmest døgnåbent.. det er et juleparadis for (især tyske) turister:D Jeg glæder mig allerede... Vi tager derned på lørdag, og for første gang skal min mor med. Det bliver dejligt.

Jeg kan godt forstå alle de mennesker, der har svært ved julen. Har svært ved den opreklamerede, overfladiske forestilling om julen, som vi bliver påduttet.. af medierne, hinanden og os selv. Af den facade, nogle familier påfører sig, i håbet om at alle skal være lykkelige "fordi det er jul". Men jeg synes måske det er værd at huske, at blive mindet om, at julen er mere end det. Det er faktisk også en lejlighed til at glædes.. over både store og små ting, ting som man måske ikke har tid til at sætte pris på i hverdagen. Og derfor er jeg vild med jul.