altså... jeg er jo nok nødt til at indrømme.. at jeg stadig har et specielt sted indeni som er reserveret til de der halvfemser boybands. Backstreet Boys, Take That, N'Sync, Westlife.. Jeg slugte det råt dengang, og kan altså ik sige mig helt fri for at jeg stadig blir lidt blød indeni når jeg hører det.
"I'll never break your heart
I'll never make your cry
I'd rather die
than live without you
I'll give you all you need
honey thats no lie"
det er jo ik ligefrem dybt og sigende. Det er heller ik særlig interessant. Men på trods af det, så har jeg det på samme måde med det her musik, som jeg har med serier. Jeg kan simpelthen ikke stå for det! Måske er jeg bare ved at være gammel??? Og nostalgisk.. Jeg ved det simpelthen ik, men må altså konkludere, at på trods af overdrevne klicheer, rædselsfuld koreografi, intetsigende tekster og stereotype grupper, så kan jeg alle teksterne, til alle sangene, og jeg synger med.. højt og tydeligt og med et smil på læben!!! Min indre poptøs for fuld udblæsning:D
I hear you, girl! I hear you...
SvarSletTake that forever!! ;-)
JA!!! Vidste du ville være med mig på den her;)
SvarSletTja - i min ungdomstid - 80'erne - var der ikke rigtigt nogle boybands. Medmindre man medregner Frankie Goes to Hollywood. Eller Wham!; men en duo tæller vel ikke?
SvarSletSå jeg har aldrig rigtigt forstået fænomenet?!
@leo mon ikke også det har noget med din køn at gøre?
SvarSletMjo, det er da en mulighed. Det glemte jeg lige... ;)
SvarSlet