torsdag den 5. august 2010

min mor....

Min mor har overlevet meget. Hun har haft et hårdt liv, med vold, svigt, sygdom og store, svære følelser. Hun har overvundet sin negative arv, og formået at give os børn det modsatte. Hun er mønsterbryder. Mange vil kalde hende stærk. Men det er hun ikke for mig. Hun er skrøbelig. Jeg har altid haft et specielt forhold til min mor. Først fordi jeg boede hos min far efter deres skilsmisse. Da han så døde, og jeg flyttede hjem til min mor, så skulle vi lære hinanden at kende igen. Dengang havde hun en kæreste som meget godt kunne lide at smide med ting når han blev vred. Han blev smidt ud da han kastede min lillebror ind i en væg. Kort efter dukkede en ny mand op. Hans fritidsbeskæftigelse var i bedste fald at ignorere mig. Min mor så det ikke. Hun var forelsket. Alt for forelsket. Han behandlede hende godt, og min lillebror godt, og jeg overlevede. Jeg blev stærkere. Så blev min mor syg. Meget syg. Først med kræft, og derefter en svær depression. Hver gang vi gik ud af døren om morgenen var hun sikker på at vi ikke kom tilbage. Det var hårdt. Jeg var ung teenager. Lige siden har det været svært at snakke med min mor om de svære ting i livet. Om følelser der gør ondt. Om grænser. Om det der gør mig ked af det. Fordi det aldrig føles som om hun helt forstår. Min lillebror har ingen kontakt til min mor mere. Hun ser stort set ikke sin familie. Der er kun mig, mig og børnene. Og det gør jo bare det hele så meget sværere. Fordi jeg ved at hun kun har os.

Men det ændrer jo ikke på at jeg var nødt til at råbe af hende. Var nødt til at forsøge at få hende til at forstå at hvis hun har et problem vil jeg virkelig sætte pris på at hun snakker med mig om det, i stedet for at plastre det udover diverse sociale platforme. Og nej hun forstod det ikke. Hun kunne ikke se problemet. Fordi det "er jo bare sådan jeg har det?" Men hun accepterede at hvis der fremover er meldinger af den art, så skal de vendes med mig først, så nu håber jeg det hjalp. Så behøver jeg i det mindste ikke få smidt hendes manglende støtte i hovedet hver gang jeg tænder for computeren...

1 kommentar:

  1. Det glæder mig at du fik talt med hende. Men det gør mig lidt trist at læse at hun ikke forstod. Det lyder til at det er dig der er 'den voksne' i jeres forhold - Godt at du kan/har kunnet være det - ærgeligt at det har været nødvendigt.

    SvarSlet