afhængig af havet...

Jeg har været i Sønderborg og besøge en ven. Det er en af de få fælles venner mig og Eksmanden havde, som er fortsat med at være fælles ven, og det er første gang jeg besøger ham efter skilsmissen. Så jeg var noget nervøs for hvordan det skulle gå. Men det har simpelthen været 2 fænomenale dage. Vi har spist caféfrokost (ja det er et ord), været ved stranden, ude og svømme, fået fantastisk mad mongolian style, været til ringridning og fået et par øl, spist brunch, gået en masse ture ved vandet, og endda også været en tur i biografen.

Der har været super mange oplevelser, som allesammen kunne inspirere til et indlæg, MEN. Det eneste jeg har siddende i kroppen nu hvor jeg er hjemme igen.. er hvor meget jeg savner havet. Jeg savner den salte duft, den tørre fornemmelse, den fantastiske åbne horisont. Jeg savner havet, fordi det er der jeg tænker bedst, der jeg føler mest. Det er en del af min sjæl, af mit væsen. Det er min inspiration. Det er en fornemmelse af at være fuldendt når jeg står med lukkede øjne og bare mærker, lytter, dufter, føler havet.
Der hvor jeg bor... kan man ikke lige smutte forbi havet på samme måde som man kan i Sønderborg. Jeg har boet der som teenager, og jeg elskede det. Jeg er opvokset ved vestkysten, og kærligheden til havet er opstået der. For mig findes der intet bedre, end at gå en tur ved Vesterhavet en regnende efterårsaften. Det kan i den grad få mig til at føle at jeg er i live.

Så jeg savner det. Og savner det meget. Og gør alt hvad jeg kan for at suge så meget til mig som muligt, når jeg er i nærheden af det.