"Ej mor har du en kæreste!?"

så oprandt dagen.
Den dag der har været analyseret, vendt og drejet i mit hoved, siden første gang jeg overhovedet overvejede at vi kunne blive kærester... CM har mødt mine børn. Vi har kendt hinanden i... 3 1/2 måned. Det er nok egentlig lidt tidligt, det er ihvertfald den holdning jeg har mødt fra nogle. Men det har været meget velovervejet. Han ville helst ik være alene, så han sprang lige med på en aftale, jeg i forvejen havde med en veninde. Og selvfølgelig gik det fint... Det var lidt mærkeligt, og han var meget stille, men både Sønnen og Datteren tog det helt stille og roligt. Jeg havde på forhånd fortalt at det var min kæreste. Hvilket jo så førte til at Datteren med stor bebrejdelse i stemmen sagde: "ej mor har du en kæreste!?" Simpelthen for dårligt at jeg ikke havde fortalt hende det.. altså... hun er jo næsten 6! Anyways, så følte hun sig ihvertfald en smule berettiget i harmen over ikke at vide sådan noget :D

CM og veninden kom ved aftensmadstid, og så var det ellers stille og roligt. Maden blev spist, vi så Peter Pedal og spiste is, og så skulle børnene puttes. De fik at vide, at de skulle gå ind og sige godnat. Og så skete der noget jeg ik engang havde turdet håbe på..

Datteren fløj lige i armene på en meget overrasket CM for at få godnatknus... der smeltede mit hjerte, og jeg kunne ånde lettet op igen. Fordi det var jo altafgørende det her. Hvis ikke han kan omgås børnene, eller de ikke kan omgås ham, så er der ingen fremtid for os to sammen.. Men det gik bedre end forventet. Selv min følsomme lille bisse af en søn accepterede fuldstændig CMs tilstedeværelse. Sønnen var hverken omklamrende, utryg eller på nogen som helst måde negativt indstillet. Det var mildest talt en bragende succes.

Så det er en meget lettet LMP der skriver det her indlæg, med udsigt til at føle sig som et helt menneske inden for rækkevidde! Fordi den aften, hvor jeg havde dem alle samlet... det kan slet ik beskrives i ord hvor skønt det føles for mig.. Det er så fantastisk at mærke at der er noget som bare lykkes. Helt uden at skulle kæmpe for det. Selvfølgelig vil der komme reaktioner fra børnene på et tidspunkt, men lige nu.. lige nu føles det bare så rigtigt.