Sønnens allerførste biograftur

Jeg havde Sønnen og Datteren med i biografen igår. Det var Sønnens allerførste biograftur, og den er blevet ventet med længsel! Vi havde aftalt at vi skulle ind og se Shrek 4, fordi han er en kæmpefan af de andre Shrek film. Egentlig var Eksmanden også inviteret med, men han blev desværre forhindret.
Allerede i bussen var entusiasmen stor! Især da Datteren kunne berette at biograftur indebærer både popcorn, slik og cola! Wuhuu de stor brune øjne lyste af begejstring:)
Vi kom ind i biografen, og fik købt alt det slik, popcorn og cola som 3 mennesker kan bære, og får sat os på sæderne. Igen var der stor forundring og begejstring, nu over børnesæderne! "Ej mor er det til mig? Det er godtnok smart!" Jeg sidder i midten, med et barn på hver side, og Datteren har jo prøvet det før, så hun kaster sig straks over popcornene. Sønnen sidder musestille og kigger på det KÆMPE STORE FJERNSYN de har. Jeg fortæller ham at når lysene bliver slukket så begynder den rigtige film, den med Shrek og Fiona. Og straks kan jeg mærke en lille hånd i min. "Mor.... skal vi ik holde i hånd når det blir mørkt?" Og så holder han ellers min hånd igennem alle reklamerne, alle forfilmene, og igennem halvdelen af filmen. I al den tid sidder han helt opslugt, imens hans lille hånd holder et fast greb i min. Det var ikke mange popcorn vi fik spist os to. Heller ikke meget cola vi fik drukket. Men hvor var det da bare den mest fantastiske oplevelse at sidde der med hans lille varme hånd i min, bare sidde sammen og opleve det her for allerførste gang.
Da filmen var slut blev Sønnen og Datteren straks enige om at den havde været verdens bedste film, "så når den kommer i Bilka kan vi så ik købe den mor?" Jo det kan i lige tro vi kan:)

totalt fraværende...

Undskyld undskyld UNDSKYLD!

Jeg ved godt jeg har været fraværende. Fraværende her, fraværende hjemme, fraværende mor og fraværende studerende. Til gengæld har jeg været 100 % tutor for de nye, og de fik en fantastisk start på deres studie. Det sagde de ihvertfald selv;)

Nu står jeg jo så og begynder på mit 2. år, og er allerede en uge bagud. Jeg skal derfor nå at læse 5 romaner, og lave den første større opgave i løbet af de næste øhh 11 dage!! 11 dage.... min nye lærer må da helt ha misforstået noget!? Udover det skal jeg så også lige finde mig en ny studiegruppe.. og hvor nederen er det ikke? Det der med at skulle påtvinge andre mennesker ens selskab? Jeg ved jo godt at jeg bestemt er en styrke at få ind i en gruppe, jeg stiller høje forventninger til det faglige niveau både hos mig selv og andre, så jeg har også noget at komme med, men stadigvæk... jeg gider da ik være hende som de egentlig ikke selv har valgt. Har sendt følere ud til dem i klassen, som jeg ku forestille mig, at jeg selv kunne holde ud, og så må vi jo se hvad de siger til det. Men det bekymrer mig godtnok lidt...

Nå jeg må smutte, har en roman eller 5 der skal læses.. so much work so little time!!

PS. så har jeg BARE nogle historier i ærmet til de næste par dage... og ja, det var en teaser ;)

nu som tutor..

Jeg blev tilbudt at være tutor for de nye elever på skolen, og det sagde jeg selvfølgelig ja til. Det er jo en fed mulighed for at møde de nye elever og hjælpe dem til at få en god studiestart. I dag var der så skolestart for de nye. Og hvor var det fedt ikke at være iblandt dem. Hvor var det fedt at stå på den anden side. At være den med svarene i stedet for spørgsmålene! Ikke fordi jeg tilnærmelsesvis har alle svarene, men jeg er heller ikke helt blank. Jeg er ikke længere en af dem der nervøst og spørgende krydser fingre for, at jeg kan finde bare én at sidde sammen med i frikvarteret, at der vil være bare én jeg kan snakke med. Jeg er en del af skolen, miljøet, helheden. Og jeg elsker det. Den klasse jeg er tilknyttet har et andet linjefag end mig, men det er ikke noget der betyder noget. Fordi det er ikke det faglige jeg er der for. Det er alt det andet. Der er tre andre tutorer tilknyttet samme klasse, vi er et team, og de har samme linjefag som de nye, og kan derfor svare på de faglige spørgsmål. Jeg får derimod en masse personlige og sociale spørgsmål. Lidt grænseoverskridende, men samtidig også rigtig fedt at være tvunget til at åbne op på den her måde.

Jeg håber virkelig for de nye studerende at deres første år blir bare tilnærmelsesvis lige så skønt som mit var....

strøtanker...

Gider normalt ikke selv læse den her slags indlæg, men jeg har bare så mange tanker og så lidt tid, at jeg desværre ser mig nødsaget til...... tja..... i punktform. ØV tænker du allerede, men jeg lover at uddybe nogle af punkterne senere. Her kommer ihvertfald de tanker der fiser rundt inde i mit hoved i de her dage.

• SAVNER min far
• kunne ik tage over til KL alligevel, måske skæbnen forsøger at fortælle mig noget her?
• er bekymret for om Eksmanden snart introducerer den nye for børnene, hvor meget må man blande sig der?
• er sindssygt glad for at han har mødt hende, fordi han nu bare er sig selv når vi mødes
• har ondt i maven
• glæder mig til skolestart, savner klassekammeraterne
• sætter virkelig pris på mine venner, som bare er fantastiske.
• skal snart tatoveres... og glæder mig
• er underligt melankolsk og savner derfor Vesterhavet... på en eller anden måde er de to forbundet
• forstår ikke hvorfor biografens popcorn smager sindssygt meget bedre end dem man kan lave derhjemme?
• elsker dansefilm... og trænger snart til at komme ud og danse igen.
• Må man være bekymret for at man nærmer sig 28? Eller er det kun 30 det er tilladt at flippe lidt ud over?
• ondt i hjertet over at børnene blir kede af det når jeg afleverer dem
• hvorfor er det altid de samme mennesker der står for alt det sociale på skolen?
• Ved ik helt om jeg tror på monogami... det mislykkes simpelthen for alt for mange
• Hva skal jeg tage på til fest hos Fodboldvennen på lørdag?

Puuuuuha så fik jeg lige tømt ud!

når det er svært...

nogle dage er det bare sværere at være forælder end andre. Idag er en svær dag. At skulle sige farvel til to triste børn i børnehaven er simpelthen så hårdt. Datteren græd. Hun græder ellers aldrig når hun bliver afleveret. Hun elsker at gå i børnehave. Men idag græd hun. Hun græd, fordi hun ved det er hendes far, der henter hende i eftermiddag, og så går der mange dage inden hun ser mig igen. Det var meget tæt på, at jeg også græd. Fordi der findes ikke noget mere ødelæggende end ens børns tårer. De rammer helt derinde, hvor man er allermest sårbar. Når de så er i selskab med et "mor du må ikke gå" så er det bare mere end jeg kan klare..
Det gør så ondt at se, at det gør ondt på børnene. De kan jo ikke gøre for at mor og far ikke kan være sammen mere. De kan ikke gøre for at de skal undvære hhv. mor og far en hel uge af gangen. De kan ikke gøre for det. De er uskyldige i det her, og samtidig dem der er hårdest ramt. Jeg hader det.

han ser en anden!?

Jeg blev hentet af Eksmanden på arbejdet idag. Det i sig selv burde have fortalt mig at noget stort var under opsejling. I løbet af de næsten 11 år vi havde været sammen, kan det tælles på to hænder hvor mange gange det er sket.
Men det jeg kom fra... Han sidder så i bilen og siger: "Kan du huske at vi blev enige om at når vi begyndte at se en anden så ville vi sige det til hinanden?"

Først og fremmest.. så var det ikke noget vi blev enige om. Det var noget han bad mig om. Jeg svarede dengang at hvis det på et tidspunkt blev alvorligt med en fyr, så ville jeg selvfølgelig informere ham om det. Han er derfor lykkeligt uvidende om alt det som i ved!!

Nå men. Han fortæller mig at han i weekenden har mødt en pige, som han "nu ser", og hvordan reagerede jeg? Jeg var lige ved at klappe i mine små hænder af begejstring! Jeg har SÅDAN glædet mig til at han skulle komme videre. Jeg har glædet mig til at han skulle tillade sig selv at møde nye mennesker, opleve livet, give slip. Han var næsten grådkvalt, da han fortalte det, og jeg var ET stort smil. Jeg håber virkelig for ham at han kan finde det han leder efter.

Og nu sidder jeg så og skriver det her indlæg og tænker på.. hvor blev jalousien af? Det er kun 4 måneder siden han flyttede... Hvor blev følelsen af at det var ham og mig imod resten af verden af? Skal jeg slet ik være trist?? Måske kommer det snigende lige pludselig, måske bryder jeg sammen, måske.... Men jeg tror det ikke. Fordi jeg håber virkelig at han blir glad!

ting der undrer mig i blogland...

Altså.. jo længere tid jeg er her, jo flere ting undrer jeg mig over! Der er mange pudsigheder, mange uskrevne regler, og en eller anden underliggende konkurrencementalitet som jeg bare ik fatter??

Jeg har helt holdt mig fra de der filosofiske overvejelser omkring hvorfor jeg blogger, fordi jeg VED hvorfor jeg gør det.. Tilgengæld kan jeg godt undre mig over hvorfor andre gør? Er det for at få opmærksomhed? Er det fordi de elsker at skrive? Er det fordi de er kørt fast i vanen, og har et "publikum" der forventer det af dem? Er det fordi de virkelig har lyst? eller er det en sur pligt?

Hvordan er det blevet til en konkurrence om hvor mange læsere, hvor mange hits man har? Er det fordi jeg er ung i det her miljø at det virker mærkeligt på mig? Eller er det bare min grundlæggende naivitet der gør at jeg bare ik fatter det?

Fordi jeg forstår det virkelig ikke....

Og så er der en ting mere. Det der med anonymiteten. Jeg er ikke synderlig anonym. Man kan sagtens finde ud af hvem jeg er hvis man vil. Og hvis der er nogen der kender mig, som tilfældigt falder over min blog, vil de heller ik være i tvivl om, at det er mig. Jeg forbeholder mig retten til at holde mit fjæs udenfor indtil videre, men det er fordi det stadig er nyt for mig. Der er allerede mennesker der kender mig som læser det jeg skriver. Men det ændrer ikke det jeg skriver. Fordi det jeg skriver ER mig. Nå men det var faktisk Morfars tvivl, der fik mig til at tænke over det her. Fordi den ene kommentar til hans indlæg kom fra en der kendte ham. Allerede der er anonymiteten vel forsvundet... eller hva? Fordi vi nu alle ved at hun kender den "rigtige" Morfar...

Sikken masse spørgsmål..

FÅRK jeg glæder mig!!!

Det her.. det glæder jeg mig godtnok til!! En vaskeægte convention.. i bette Danmark!! Og ja.. den hænger på mit køleskab:D

velsiddende cowboybukser.. helt uden stræk!

Altså nu det der med at jeg har tabt mig ik? Det begynder jeg jo så at få rigtig mange komplimenter på.. Senest fra en tidligere kollega, Bedsteveninden og min Ekssvigerfar. Alle virker meget imponerede. Og jeg har ellers været MEGET dårlig til at holde det ved lige her i sommerferien, hvor jeg bare har arbejdet (med dertilhørende meget dårlig kantinemad) og drukket liige en enkelt øl mere end jeg plejer. Til gengæld har jeg jo så også danset nattene tomme, og cyklet på arbejdet, så vægten har faktisk holdt sig!! Den har åbenbart besluttet sig for at holde sig under det forhafte 7 tal... Det blev jeg da så glad over, at da jeg fik udbetalt mine feriepenge måtte jeg ind og købe nye bukser.. Jeg havde jo så også kun et par som jeg ku passe, så det virkede som en god ide! Og jeg siger dig... det er MEGET MEGET MEGET længe siden jeg har kunnet gå ind i hvilken som helst tøjbutik og rent faktisk kunnet passe bukserne derinde.. Jeg var ved at gå helt i selvsving af begejstring da jeg var nødt til at købe det ene par i en str 40!!

Det her virker måske tåbeligt på jer skønne mænd der læser med.. Men det betyder faktisk noget. Ikke at føle at man er for tyk til det tøj man gerne vil gå i. Jeg har for første gang i 7 år købt et par cowboybukser der ikke er stræk i overhovedet.. og for satan de sidder godt! Prøv selv og se:

Og jeg undskylder for rodet.. jeg var igang med at sortere tøj vol. 2 da jeg tog billedet:)

So this is a joyful day!!

Jeg endte med at købe tre par bukser, og så også lige lidt ekstra. Jeg var derfor 1800 kr fattigere da jeg kom hjem den dag... Men det var hver en krone værd, for jeg føler mig da bare SÅ skøn i det nye tøj:)

Eminem - Love The Way You Lie ft. Rihanna

endnu en torsdag aften...

Fik en besked fra Romantikeren igår: Kommer du ikke ned på skolen når du har fri? Vi sidder nede i caféen" Arhmen hvem kan sige nej til det? Så selvfølgelig var jeg klar. Jeg ankommer stadig iført uniform og det hele, og der går ik 20 sek så har jeg en øl i hånden og er midt i et spil Trivial Pursuit. Bare ik lige med de samme regler, som jeg plejer at spille med. Der gik ik mere end et par timer, og så var folk fulde. Virkelig fulde. Jeg fik slæbt Romantikeren og hendes veninde med i byen, bare for at have fornøjelsen af at Romantikeren opholdt sig på toilettet, med hovedet i spanden, og veninden løb ind i ekskæresten, så de tog lige et større opgør. Hva F***** gør man så? Jo jo man løber fra den ene til den anden, for at forsøge at sørge for at de begge er ok. Fordi man (desværre) ikke selv er så fuld at man er ligeglad. Nå men så lukkede stedet vi var på, og jeg fik med STORT besvær slæbt Romantikeren hjem i seng. Hun var meget ked af det. Romantiker som hun er, så håber, føler og tror hun på at han måske kunne være den eneste ene. Og det viser sig jo gang på gang at det var han ikke. Det skete også i tirsdags. Så hun drak sine sorger væk for en aften i går. Nå men jeg fik puttet hende, sørget for en spand, og gik så ned i byen igen for at forsøge at finde veninden. Som var fuldstændig forsvundet. Tilgengæld faldt jeg over nogle af Romantikerens gamle efterskolekammerater. Som spurgte hvor hun var blevet af. Og lige pludselig havde vi snakket et par timer, og den ene var rykket meget tæt på. Han er lige kommet hjem efter x antal måneder i livgarden. Så har du en ide om hvilken type ik? Han er også lige blevet single. Som i LIGE. som i DAGEN FØR. Og jeg har altså ikke lyst til at være rebound. Men han var sød, bad om mit nummer, og fik det. Og så blir det interessant at se om jeg hører fra ham...

Men nu gider jeg altså ik lege ung og single mere.. glæder mig til at komme på arbejde i morgen, og glæder mig til at ungerne kommer hjem på søndag, og blir hjemme hele ugen:)

min mor....

Min mor har overlevet meget. Hun har haft et hårdt liv, med vold, svigt, sygdom og store, svære følelser. Hun har overvundet sin negative arv, og formået at give os børn det modsatte. Hun er mønsterbryder. Mange vil kalde hende stærk. Men det er hun ikke for mig. Hun er skrøbelig. Jeg har altid haft et specielt forhold til min mor. Først fordi jeg boede hos min far efter deres skilsmisse. Da han så døde, og jeg flyttede hjem til min mor, så skulle vi lære hinanden at kende igen. Dengang havde hun en kæreste som meget godt kunne lide at smide med ting når han blev vred. Han blev smidt ud da han kastede min lillebror ind i en væg. Kort efter dukkede en ny mand op. Hans fritidsbeskæftigelse var i bedste fald at ignorere mig. Min mor så det ikke. Hun var forelsket. Alt for forelsket. Han behandlede hende godt, og min lillebror godt, og jeg overlevede. Jeg blev stærkere. Så blev min mor syg. Meget syg. Først med kræft, og derefter en svær depression. Hver gang vi gik ud af døren om morgenen var hun sikker på at vi ikke kom tilbage. Det var hårdt. Jeg var ung teenager. Lige siden har det været svært at snakke med min mor om de svære ting i livet. Om følelser der gør ondt. Om grænser. Om det der gør mig ked af det. Fordi det aldrig føles som om hun helt forstår. Min lillebror har ingen kontakt til min mor mere. Hun ser stort set ikke sin familie. Der er kun mig, mig og børnene. Og det gør jo bare det hele så meget sværere. Fordi jeg ved at hun kun har os.

Men det ændrer jo ikke på at jeg var nødt til at råbe af hende. Var nødt til at forsøge at få hende til at forstå at hvis hun har et problem vil jeg virkelig sætte pris på at hun snakker med mig om det, i stedet for at plastre det udover diverse sociale platforme. Og nej hun forstod det ikke. Hun kunne ikke se problemet. Fordi det "er jo bare sådan jeg har det?" Men hun accepterede at hvis der fremover er meldinger af den art, så skal de vendes med mig først, så nu håber jeg det hjalp. Så behøver jeg i det mindste ikke få smidt hendes manglende støtte i hovedet hver gang jeg tænder for computeren...

HELT ÆRLIGT!!??

Bliver SÅ vred og skuffet når min mor beslutter sig for at plastre Messenger og Facebook til med følgende:

” synes det er svært at forklare mine små guldklumper,at alt skal gå op i en højere enhed og derfor kan de ikke komme på besøg så tit mere.Puh,er hårdt.Føler jeg sårer dem,selv om jeg ikke er skyld i noget af det”

‎"...så er ferien ved at være slut.Synes slet ikke den har været som jeg ville....og er bare gået stærkt."

”synes det er skræmmende SÅ meget min datter har forandret sig...kender hende ikke mere. –”


”kan ikke forstå at du tager på arbejde, når det er din uge til at have børnene, de ser jo næsten deres far mere end de gør dig”

Jamen du må fandme da undskylde at jeg er blevet skilt og forsøger at skabe mig et nyt liv. Og jeg er da også rigtig ked af at din ferie ikke er blevet som du troede, men min ferie er ikke beregnet på at være sammen med min mor hele tiden. Og ja det er da enormt synd for dig, at DU må forklare MINE børn at de ikke kan besøge dig så tit fordi JEG er blevet skilt fra deres far.. NÅR DU NU IKKE ER SKYLD I NOGET AF DET!!!!!! FORDI DET ER JEG JO!
Og ja, hvad bilder jeg mig egentlig ind at tage på arbejde?? Joo måske det er noget med at jeg er på SU og har 2 huslejer?? Og har sådan noget der hedder en arbejdsmoral. Det er noget med at man rent faktisk dukker op på de tidspunkter hvor man skal.. og den har jeg sørme arvet fra... dig mor!

Og så på Facebook.. jeg mener… helt ærligt????

månedens mand..

Ja månedens mand for August er ham her: Shia LaBeouf

Og hvorfor er han så det? Fordi han på en gang er kær, sjov og nørdet på den rigtige måde. Fordi han er en star på trods af at han overhovedet ikke er typisk stjernemateriale, og fordi han kunne score Megan Fox (også selvom det kun er på film). Fordi han spiller så jeg tror på ham, fordi han er sådan en man bare godt ku tænke sig at få lov til at lære at kende. Fordi han er lækker på sin helt egen måde.

Og ligner han forresten ik Dylan fra Beverly Hills på det her billede? Eller er det bare mig..