de der skide følelser...

Jeg tror aldrig, jeg har prøvet det før. Den der følelse af, at savne nogen SÅ vanvittigt meget. At det ligefrem gør fysisk ondt. For lige at bruge en kliche... at det føles som om en del af mig mangler. At vågne rystende op midt om natten, fordi jeg drømmer at han er der, og han så ikke er. Er det normalt? At være så sindssygt afhængig af et andet menneske?

En af mine veninder sagde til mig, at nu er de første tre måneder gået, så den der sindssyge forelskelsesfase skulle efterhånden være overstået... hvorfor blir det så bare værre og værre? Hvorfor bliver jeg mere og mere afhængig af ham? Føler mig mere og mere sårbar? Jeg troede det var meningen, at det var i starten, det skulle være vildest.. Men de følelser her.. de blir kun større og mere vanvittige. Han har fået mig til at tænke for evigt. Det har jeg aldrig gjort før. Ved Eks'en var det nærmest sådan en slags "naturens gang". Efter kærester kom flytte sammen, forlovet, huskøb, Datteren, Brylluppet og Sønnen. Men ham her? det er noget helt andet... Der er ingen naturens gang. Det er vanvittigt. Især fordi der stadig er en masse ting der skræmmer mig! Men det er som om, at det der er imellem os, det bare føles så rigtigt, at resten af verdens ideer, regler, tanker, fordomme, og "plejer" bare slet ikke er med i ligningen.

Men hvordan forklarer man det så for verden? For venner, familie og lign. som står undrende hen? De fleste af mine venner, dem som er tæt på, de forstår. Ikke fordi de forstår hvor vanvittigt det er, men fordi de bare er glade for, at jeg er glad. Min mor er begyndt at forstå, efter hun har mødt ham, og set os sammen. Men hvad med resten? Hvordan forklarer man at det er ligegyldigt hvor gamle vi er? Hvor forskellige vi er? Hvor ens vi er? At vi er to helt forskellige steder i livet? Og med så mange forskellige erfaringer? Som alligevel bare er så ens... Hvordan forklarer man at det ingenting betyder? fordi det vi har, det betyder alt.

KL skrev til mig for et par måneder siden, at jeg skulle være forberedt på at det ikke holder. At den følelse jeg gik med dengang, den ville forsvinde lige pludselig, og så ville jeg stå såret tilbage. Men jeg tror så meget på det her, at selv den del af mig selv, som jeg aldrig giver væk, den del jeg aldrig før har givet væk, den der allerinderste del..... den har jeg givet væk. Jeg er blottet 100 %. CM mener det er derfor at savnet er så stort. At følelserne er så vanvittige. Fordi vi begge to har givet os selv fuldt til hinanden. At det er sårbarheden, ærligheden. Jeg ved det ikke... men jeg ved at det er vanvittigt, sindssygt, rablende og stort.