bange for kærligheden?

Nogengange er kærlighed svært.
Der kan være mange grunde. For mig... er det mest fordi jeg har svært ved at give slip.
Jeg har svært ved at tro på at han VIRKELIG mener det. At han ikke en dag vågner op og tænker "hva fanden er det jeg laver her?" At han virkelig mener det når han siger at der ikke er andre end mig for ham.
Det burde jo ha hjulpet at jeg efterhånden kender ham ret godt. At han så absolut og på ingen måde lægger skjul på hvor vild han er med mig. At han elsker mig. Men det gør det bare ikke. Jeg er blottet og sårbar og tør ikke helt tro på det. Jeg er bange, jeg er skræmt, jeg er forsigtig. Han læser mig bedre end noget menneske jeg nogensinde har kendt. Og det skræmmer mig. Jeg er bange for at miste ham. På samme måde som han siger han er bange for at miste mig. Og jeg er forsigtig fordi jeg ved hvor sårbar jeg er. Jeg kan ikke, vil ikke såres igen. Og alligevel, på trods af alt det, så er jeg jo hovedkulds forelsket i ham. Og tror på ham når han siger at han har det på samme måde med mig. At ham og mig... det er ikke en leg. At han vil mig. Hele mig. Men det er så svært at forstå. Fordi jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro.
Så jeg kaster mig bare ud i det. Gør, tænker og siger det der føles rigtigt. Er 100% mig, og forundres dag efter dag over at han blir mere og mere vild med mig. At han gang på gang beviser at han er der. At han er min. At det er MIG han vil ha.

Og han har mig.